Du er sandsynligvis ikke uenig i, at tyverialarmer er en rigtig god idé – de nedsætter både risikoen for indbrud og skræmmer tyven væk, hvis du alligevel skulle få ubudne gæster i dit hjem. Men er du klar over, at mange forsikringsselskaber giver rabat på din indboforsikring, hvis dit hjem er udstyret med en tyverialarm?
Hvert år bliver der begået rigtigt mange indbrud i Danmark. Med en tyverialarm kan du som boligejer eller -lejer selv nedsætte risikoen for indbrud i dit hjem. Samtidigt kan du hos mange forsikringsselskaber få rabat på dine forsikringer, hvis du installerer en tyverialarm. Det skyldes, at du – ved at forhindre indbrud i dit hjem – potentielt set kan spare dit forsikringsselskab for mange erstatningsudgifter. Netop derfor er mange forsikringsselskaber villige til at belønne dig med en rabat på din indboforsikring, hvis du udstyrer dit hjem med en tyverialarm. Rabatten udregnes som en procentdel af din indboforsikrings samlede pris, og ligger i de fleste tilfælde mellem 10 % og 20 %.
Alarmtyper
Hvis du overvejer at installere en tyverialarm, skal du vide, at der grundlæggende findes to alarmtyper – lokale alarmer og alarmer, der er tilsluttet en vagtcentral.
En lokalalarm er et anlæg, der sætter et udvendigt signal i gang (eksempelvis en sirene), hvis der sker indbrud. På den måde advares naboer, forbipasserende med mere. Herudover vil lyden fra alarmen i mange tilfælde skræmme tyven væk. Nogle lokalealarmen kan ydermere sende en sms eller en indtalt besked til udvalgte telefonnumre. På den måde kan både du og dine naboer blive kontaktet direkte, hvis du skulle få uvedkommende gæster i dit hjem.
Alarmer med tilslutning til vagtcentral er et meget effektivt system der, udover at udsende en høj lyd, også giver automatisk besked til en vagtcentral, der hurtigt vil køre ud på din adresse for at tjekke, om alt er i orden.
Nogle forsikringsselskaber – eksempelvis Lærestandens Brandforsikring – giver kun rabat, hvis din alarm er tilsluttet en vagtcentral. Andre forsikringsselskaber – eksempelvis Tryg – giver 10 % rabat på dine forsikringer, hvis du har en lokalalarm og 20 % rabat, hvis din alarm er tilsluttet en vagtcentral. Forhør dig derfor om dine rabatmuligheder hos dit forsikringsselskab.
NB! Du skal være opmærksom på, at du hos nogle forsikringsselskaber ikke kan få så meget i erstatning, hvis du får indbrud, mens din alarm er slået fra. Det gælder eksempelvis, hvis der skulle komme ubudne gæster, mens du kort har forladt dit hjem, eller hvis du ved en fejl ikke har fået slået dit alarmsystem til. Mange forsikringsselskaber giver dig i sådanne tilfælde en erstatning svarende til den ’normale erstatning’ fratrukket den rabat, du har fået igennem tiden.
Comments are closed.